Jeg undrer mig over al den overvågning

Jeg har lige siddet og set et program om forsikringsselskaber, der overvåger deres kunder, fordi de er bange for, at kunderne forsøger at snyde sig til erstatning.

Forleden læste jeg en artikel, der handlede om, at Danmark har flere overvågningskameraer end England målt pr. indbygger. I samme artikel stod der, at salget af private overvågningssystemer er steget eksplosivt de sidste par år.

Kigger jeg rundt i gadebilledet, ser jeg tv-overvågning på de fleste bygninger. Når jeg kommer ind i banken, på posthuset, i centret er der kameraer, der følger mine bevægelser. Gad vide om kameraet også følger mig ind i prøverummet?

Jeg undrer mig over denne eksplosive brug af overvågningskameraer. Jeg er godt klar over, at 11.september selvfølgelig har været en medvirkende faktor, men det er immervæk over 10 år siden.

Min venindes forældre har lige fået installeret videoovervågning i deres hus. På sin vis kan jeg godt forstå dem. Det er da møgubehageligt at komme hjem til et endevendt hus og finde ud af, at arveguldet er væk. Oftest får man det jo ikke igen. Med overvågningsudstyr kan man jo være heldig at fange tyven.

Sidst jeg var ude og flyve, tog indtjekningen en evighed. Mens jeg stod og ventede på at blive visiteret og få håndbagagen gennemlyst, kunne jeg ikke lade være med at lade blikket vandre. Overvågningskamera til højre, venstre, midtfor etc.

Er det i virkeligheden ikke bare en form for falsk tryghed med alle de kameraer?

Leave a Comment

Previous post:

Next post: